Grænsekontrollen er Danmarks hijab

Af Zenia Stampe 0

Dansk politi er i knæ. Sagerne hober sig op i vindueskarmen. Borgerne ringer forgæves. Nærpolitistationer må lukke. Samtidig raser det seneste slag i en bandekrig, der bare bliver ved og ved, fordi de betjente, der skulle stoppe fødekæden til banderne, er udlånt til andre opgaver.

Det er en fuldstændig uholdbar situation. Og det mest oplagte ville selvfølgelig være at droppe grænsekontrollen, som er hovedårsagen til den desperate situation. Den er en tidsrøver, der dræner ordensmagten for overskud til at løse kerneopgaven. Folk, der påstår noget andet, har simpelthen ikke sat sig ordentligt ind i tallene.

For det kan godt være, at det lyder flot, at grænsekontrollen har afvist godt 4300 personer siden 2016. Men det skal jo ses i lyset af de ekstra godt 750.000 polititimer og 200.000 hjemmeværnstimer, der er blevet brugt på grænsekontrol. Regner man lidt på det, så svarer det til, at der for hver afvist person er blevet brugt rundt regnet 170 polititimer og 45 hjemmeværnstimer. Altså lige omkring en måneds politiarbejde og en uges hjemmeværnsarbejde for at afvise én person.

Tænk, hvis man i stedet havde sat de samme betjente til at afsløre illegale indvandrere i Danmark? Mon ikke det var blevet til flere end én om måneden? Eller hvad hvis man havde brugt nogle af betjentene til det kriminalpræventive arbejde, der skal stoppe fødekæden til banderne? Måske havde det så ikke været nødvendigt at have en helikopter hængende dag og nat over Nørrebro. Eller hvad hvis man havde brugt timerne på at beholde mere politi ude i landområderne, så man også kan regne med, at der kommer en patruljebil, når man ringer fra Stubbekøbing eller Skærbæk?

Grænsekontrollen koster vanvittigt mange arbejdsdage for danske politifolk. Stort set alle andre måder at bruge de arbejdsdage havde været mere rationelt i forhold til politiets opgaver med at fange forbrydere og skabe tryghed i Danmark.

Men okay. Mens jeg sidder og skriver det her, ved jeg jo godt, at det er spildt energi. For rationelle argumenter er ligegyldige i dagens retspolitik. Her handler det ikke om resultater, men om signaler. Bevares. Da flygtninge i tusindvis begyndte at vandre op igennem Danmark, og Sverige lukkede for sine grænser. Da havde grænsekontrollen en vis berettigelse.

Men flygtningestrømmen er for længst tørret ud. Alligevel fortsætter grænsekontrollen. Hvorfor? Fordi grænsekontrollen er blevet for nationen Danmark, hvad tørklædet – hijabben – er for mange muslimer: En symbolsk manifestation uden nogen særlig praktisk begrundelse. For lige så lidt, som tørklædet forhindrer overgreb, lige så lidt forhindrer grænsekontrollen kriminalitet og illegal indvandring.

Men begge er symboler. Og vi lever i en tid, hvor symbolerne har taget magten i dansk politik. Tænk på smykkeloven: Hvor mange flygtninge kommer egentlig med guld og diamanter i rygsækken? Stort set ingen. Eller tænk på burkadebatten: Hvor mange kvinder går egentlig med burka og niqab i Danmark? Meget få. Alligevel har begge emner fyldt den offentlige debat i uger og måneder. Samtidig har ægte samfundsproblemer fået lov til at henligge urørte af regeringen og debatten. Klimakrise? Hospitalsgange i opløsning. Uddannelser i dødskamp. Fængsler i undtagelsestilstand. Og ja, et politi på sammenbruddets rand.

De emner diskuteres kun perifært, mens de store diskussioner, der starter i Folketinget og derfra bevæger sig buldrende ud i landskabet, til de har opslugt hvert et kaffebord og hver en kantine – de handler om fiktion og symboler.

I den politiske debat har fiktionen fortrængt virkeligheden, og symboløkonomien har overhalet både nationaløkonomi og privatøkonomi. Der handles med symboler. Der skabes store politiske strategier for omtalen af symboler. Symboler der peger på ingenting andet end luftige tegn og identitetsskabende fortællinger.

Nu har jeg egentlig ikke noget imod, at åndelige spørgsmål ind imellem kan fortrænge de mere materielle af slagsen. Og man kan godt have en værdidebat om identitet og symboler, samtidig med at der bliver sat penge af til at løse samfundets mere reelle problemer.

Problemerne opstår, når symbolpolitikken koster rigtige penge. Mange, mange penge. Når statens ressourcer skal anvendes til at fodre symbolske dyr og gøde fiktive marker. Sådan er det med grænsekontrollen. Den betales af ressourcer, som politiet skulle have brugt til at skabe resultater i det virkelige liv.

Det sidste er efterhånden gået op for regeringen. Derfor har den nu besluttet at sende soldater til grænsen for at aflaste politiet. Godt for politiet. Trist for forsvaret, der nu hænger på aben. For som formanden for Forsvarets største fagforening, Jesper K. Hansen, sagde tidligere på året: “Jeg vil bare sige, at vi ligesom politiet er presset. Der står ikke en hel bunke af os og venter på at få nye opgaver fra politikerne…. Er det redningshelikopteren, afvisningsberedskabet eller sejladsen ved Grønland, vi skal droppe? Det må have en konsekvens, hvis vi skal træde til i større målestok.”

Danmark er et rigt land. Men vi er ikke så rige, at vi kan tillade os at brænde vores ressourcer af på symboler og tegn. Fornuften kan med fordel vinde indpas. Det gælder blandt stærkt religiøse miljøer, fuldkommen som det gælder på Christiansborg.

Kommentarer er lukket.