Når LA angriber ligheden, angriber de velfærdssamfundet

Af Zenia Stampe 0

”Jeg mener ikke, at Danmark er et land, hvor ulighed er et problem, som er værd at beskæftige sig med.” Sådan siger vores økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, min tidligere partikammerat. Men jeg er lodret uenig. Jeg mener tværtimod, at den stigende ulighed er en af de allerstørste udfordringer i Danmark lige nu.

Regeringens stramninger af kontanthjælp og indførelse af integrationsydelse har sendt mange kvinder, mænd og familier ud i fattigdom. Og nej, højrefløj: Det er ikke klynk. Det er dyrt at bo og leve i Danmark. Rockwool-fonden konkluderede fornyligt, at mange ikke engang har nok til at leve et ”beskedent” liv. Det er stressende. Det er marginaliserende. Det er stigmatiserende. Og det fjerner folk fra fællesskabet.

Samtidig ser vi en overklasse, der bliver rigere og rigere. Og i takt med at huset, bilen og formuen bliver større, bliver forbindelsen til resten af samfundet (for nogen, bevares, ikke alle) mindre. Det samme gælder for følelsen af at være forpligtet over for fællesskabet. Den øgede ulighed presser således både fællesskabet fra oven og fra neden.

Og nej, at ulighed truer velfærdssamfundet, er ikke noget, jeg finder på. Lighed er ifølge europæisk forskning det vigtigste fundament for tillid, som igen er en nødvendig forudsætning for velfærdssamfundet. Det er endda vigtigere end kulturel homogenitet. Ja, endog meget vigtigere, hvilket nok vil komme bag på mange her i Danmark, efter de seneste 20 års om udlændinge. Ifølge forskningen er det ikke forskellighed, der truer tilliden, men marginalisering. Og marginalisering er bl.a. et resultat af ulighed.

Ulighed er derfor bestemt noget, vi skal beskæftige os med her i Danmark. Ja, måske især her i Danmark, fordi vores velfærdssamfund i så høj grad er baseret på lighed. Når ligheden er truet, er velfærdssamfundet truet.

At Liberal Alliance ikke har nogen særlig forkærlighed for vores velfærdssamfund kommer ikke som nogen stor overraskelse. Og det kommer heller ikke bag på mig, at Venstre bakker op om Simon Emil Ammitzbølls udtalelser. Men at Dansk Folkeparti bakker op om øget ulighed, er en større overraskelse.

Er det fordi fattigdommen især rammer indvandrere, som på den måde kan marginaliseres yderligere? Er det fordi fattigdom gør almindelige danskere til lette ofre for populisme? Er det fordi, at det netop er den mekanisme, Dansk Folkeparti har opbygget sin succes omkring? Jo, så giver det alligevel mening.

Men det er kynisk. Dybt kynisk. Og så er det et forræderi mod vores fællesskab og velfærdssamfund. For det bygger mere end noget andet på lighed.

 

 

 

 

Kommentarer er lukket.